Fodring af vildt: hvad reglerne siger om foderpladser og åteljagt

Spørgsmålet lyder enkelt: må man fodre vildt? Men der findes ikke ét svar, og det er netop pointen. Om en spand majs er lovlig, en gråzone eller en direkte overtrædelse afhænger af hvilken art du fodrer, hvorfor du gør det, og hvor tæt du sætter dig med riflen bagefter. Reglerne for kronvildt er andre end for rådyr, og reglerne for vildsvin ligner ingen af dem, fordi der ligger en frygtet svinesygdom bag.

Her er det korte svar, før vi går i dybden. At udlægge foder for at trække vildt hen foran bøssen — altså udfodring med jagt for øje — er forbudt. Almindelig tilskuds- og vinterfodring er derimod lovlig, men for kronvildt gælder to hårde grænser: intet valset korn eller kraftfoder, og øvrig fodring mindst 130 m fra skydetårne og fra naboens jord. Rådyr er der ingen tilsvarende fodringsforbud for. Vildsvin står i en klasse for sig — de må reguleres hele året og hele døgnet, også på foderpladser og med kunstigt lys, fordi de kan bære afrikansk svinepest. Og uanset art: du må ikke beskyde vildt på jorden i umiddelbar nærhed af en foderplads. Resten af denne guide går art for art gennem, hvad du må, hvad du ikke må, og hvorfor reglerne ser ud, som de gør.

Der findes ikke ét svar på, om man må fodre vildt. Der findes et svar per art — og de er ikke ens.

Loven bag det hele: § 28 og »umiddelbar nærhed«

Al dansk regulering af fodring hænger på én paragraf. § 28 i jagt- og vildtforvaltningsloven siger ordret: »Udfodring af vildt med jagt for øje må ikke finde sted. Vildt må ikke beskydes på jorden eller på vandet i umiddelbar nærhed af foderplads«.

Læg mærke til, at der er to forbud i den sætning, og at de ikke er det samme. Det første handler om hensigten: du må ikke lægge foder ud for at skyde det vildt, det tiltrækker. Det andet handler om handlingen: uanset hvorfor foderet ligger der, må du ikke stå og skyde vildt på jorden lige ved siden af det. Det er derfor helt lovligt at fodre om vinteren for at hjælpe bestanden gennem en hård periode — men du kan ikke bruge den foderplads som skydeplads.

Den store gråzone er ordet »umiddelbar«. Loven definerer ikke afstanden i meter. Der står ikke 50 m, ikke 100 m — der står »umiddelbar nærhed«, og det er en skønsmæssig grænse, som i sidste ende afgøres konkret. Konsekvensen for dig er ligetil: hold god afstand, og vær på den sikre side. Skyder du et dyr, der tilfældigvis passerer 150 m fra en foderplads under en drivjagt, er det noget andet end at sidde på post ti skridt fra foderet og vente på, at det kommer for at æde. Det er hensigten og nærheden tilsammen, der afgør, om du er på den rigtige side af § 28.

Miljøministeren har desuden hjemmel til at fastsætte nærmere regler om fodring — hvilke fodertyper der må bruges, hvordan foderpladser indrettes, og hvor foderet placeres. Det er præcis den hjemmel, de artsafhængige regler nedenfor er udstedt i medfør af.

Loven siger »umiddelbar nærhed af foderplads« — og lader dig selv om at oversætte det til meter. Så hold god afstand.

Kronvildt og dådyr: de strenge fodringsregler

Er der ét sted, hvor dansk lov er konkret om fodring, er det kronvildt. § 13 i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber rummer to klare regler.

For det første: »Kronvildt må ikke fodres med valset korn eller kraftfoder«. Det er et rent forbud mod de mest energitætte, »nemme« fodertyper. For det andet skal øvrig fodring af kronvildt ske i en afstand af mindst 130 m fra de platforme og skydestiger, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og mindst 130 m fra anden ejendom. Med andre ord: dit foder må hverken ligge lige under dit eget skydetårn eller op ad skellet til naboen.

Der er én praktisk undtagelse fra 130-meter-grænsen mod naboskel. På ejendomme, hvor ejeren ikke har overdraget jagtretten på kronvildt til andre, må der godt fodres nærmere end 130 m fra anden ejendom. Har du derimod bortforpagtet kronvildtjagten, gælder de fulde 130 m.

De skydetårne, reglen taler om, er selv nøje defineret. Et lovligt skydetårn eller en skydestige efter § 1, stk. 2, skal stå mindst 130 m fra anden ejendom (medmindre andet er skriftligt aftalt), være placeret i en skov på mindst 0,5 ha, være udført af træ eller metal, have sider på højst 110 cm og en platform, der højst er hævet 5 m over jorden. Det er værd at kende, fordi de samme tekniske krav går igen, når vi kommer til ræv og vildsvin.

Hvad er så tanken bag? At kronvildt netop er den art, der lettest lader sig koncentrere. Fodring — især vinterfodring — vurderes at være vidt udbredt i Danmark og findes på hovedparten af de private ejendomme med professionelt jagtvæsen. Ifølge Danmarks uafhængige faglige rådgivere, DCE ved Aarhus Universitet, bruges fodring herhjemme primært til at styre vildtets færdsel og ophold for at optimere jagtmulighederne — foderet lægges typisk ud i løbet af jagtsæsonen. En faglig vurdering fra DCE fastslår, at »forskningen viser entydigt, at vinterfodring påvirker hjortevildtets fordeling i landskabet, da hjortevildtet vil koncentrere sig ved foderpladserne«. Danske undersøgelser af krondyrs fødevalg — blandt andet et DNA-baseret studie i Klelund Dyrehave — bekræfter, at kronvildt reelt bruger foderpladserne som en del af deres fødesøgning. Det er den koncentration — dyr, der samles i store rudler på et lille areal, hvor de finder både sikkerhed og føde — reglerne forsøger at dæmpe.

For dådyr gælder de samme jagttider og den samme grundlov, men det skal siges ærligt: DCE bemærker, at der for netop dådyr »ingen viden« findes om fodringens præcise effekter i danske landskaber. § 13's ordlyd retter sig mod kronvildt; behandl derfor dådyr med samme forsigtighed, men vær opmærksom på, at vidensgrundlaget er tyndere.

Rådyr: ingen særregler, men en anden biologi

Her overrasker loven mange. Der findes ingen fodringsforbud for rådyr svarende til kronvildtets § 13 — hverken et forbud mod bestemte fodertyper eller en 130-meter-regel. § 28's to hovedforbud gælder naturligvis stadig: ingen udfodring med jagt for øje, og ingen beskydning i umiddelbar nærhed af foderpladsen.

At der ikke er særregler, betyder ikke, at fodring er ligegyldigt for rådyr — det betyder, at biologien er en anden. Rådyret er Danmarks mindste og mest udbredte hjort, og det er en selektiv planteæder: føden er mest urter, som især om vinteren suppleres med knopper og skud af løv- og nåletræer. Det er ikke et dyr, der lader sig fede op på en majsspand, som kronvildt gør. Bestanden er stor — skønnet 300.000–400.000 dyr, hvoraf omkring 120.000 nedlægges årligt — men den er spredt, ikke samlet i rudler ved foderpladser.

Konklusionen for dig som lodsejer er, at rådyr-fodring juridisk er friere, men praktisk giver mindre mening som bestandspleje end for kronvildt. Og § 28 gælder uanset: en foderplads er ikke en skydeplads.

Vildsvin: reglen, der bryder alle de andre

Vildsvin er undtagelsen, der får resten af regelværket til at give mening ved kontrast. § 7 i vildtskadebekendtgørelsen slår fast, at »vildsvin må reguleres hele året«, og at »regulering af vildsvin må ske hele døgnet«. Men det virkelig usædvanlige står i næste sætning: § 28's forbud mod udfodring og mod beskydning i umiddelbar nærhed af foderplads — og forbuddet mod kunstigt lys — finder ikke anvendelse ved regulering af vildsvin.

Med andre ord: præcis de ting, der er forbudt for alt andet vildt, er tilladt her. Du må regulere vildsvin på en foderplads, i mørke, med kunstigt lys, fra skydetårn og fra kunstigt skjul. Det er en bevidst og kraftig undtagelse, og grunden er ikke jagtlig — den er sygdomsbekæmpelse.

Naturstyrelsen siger det rent ud: vildsvin kan bekæmpes efter vildtskadebekendtgørelsen »som led i at forhindre, at afrikansk svinepest spreder sig til Danmark«. Strejfende og undslupne vildsvin ses som en trussel, der kan få store økonomiske konsekvenser for dansk svineeksport, og derfor skal de fjernes hurtigst muligt.

Med den frihed følger til gengæld pligter. Vil du regulere vildsvin om natten, med kunstigt lys, på foderpladser eller fra kunstigt skjul, skal du medbringe reguleringstilladelsen, så den kan fremvises til politiet. Og har du skudt et vildsvin, skal du sende en blodprøve til Fødevarestyrelsen inden 24 timer, så prøven kan tjekkes for sygdom. Skal kødet bruges til konsum, skal dyret desuden trikinundersøges. Som en del af indsatsen er der opsat et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.

For vildsvin er alt det, der ellers er forbudt, tilladt — fordi det ikke handler om jagt, men om at holde en svinesygdom ude af landet.

Ræv, mårhund og rovvildt: regulering på foderplads

Ræv og de invasive rovdyr har deres eget sæt regler, der ligger et sted mellem de strenge kronvildtregler og vildsvinets frihed. Ræv må reguleres i nærmere angivne perioder — for eksempel 1. juni til 29. februar i egne med erhvervsmæssigt fårehold, pelsdyrfarme eller bebyggelse, og 1.–29. februar i egne, hvor ræven skader den øvrige fauna. Rævehvalpe uden for grave må reguleres 1. juli til 31. august i egne, hvor ræven skader anden fauna. Regulering af ræv med haglvåben kan ske fra skydetårne og skydestiger, der opfylder de samme tekniske krav som ovenfor.

For mårhund og vaskebjørn — begge invasive arter, der skal bekæmpes — er reglerne mere vidtgående, og de er relevante for enhver, der driver en åte- eller foderplads. Ved regulering af netop disse arter må der ske udfodring og beskydning i umiddelbar nærhed af foderplads, uanset § 28. Skydevåben må bruges hele døgnet. Og her bliver nat-udstyret interessant: elektronisk lysforstærket og termisk håndholdt kikkert må bruges til at lokalisere dyret, mens lysforstærkende sigtemidler kun må sidde på riflen ved regulering på anlagte foderpladser — og termiske sigtemidler må ikke anvendes.

Danmarks Jægerforbund uddyber det praktiske: en termisk håndspotter kræver ingen tilladelse at anskaffe, men må kun bruges ved regulering af mårhund og vaskebjørn — ikke til at opspore andet vildt, heller ikke nedlagt vildt. Lysforstærkende sigtekikkerter kræver derimod en (gratis) våbentilladelse fra politiet, som skal medbringes, og riflen må ikke bære det udstyr under anden jagt.

En vigtig hovedregel binder det hele sammen. Ud over de arter, hvor bekendtgørelsen selv åbner for det, gælder § 32, stk. 2: »Regulering må ikke ske på foderpladser … uden tilladelse fra Naturstyrelsen, medmindre andet fremgår af denne bekendtgørelse«. Vildsvin og mårhund er de klare »medmindre andet fremgår«-tilfælde. For alt andet er foderplads-regulering ikke frit — den kræver tilladelse.

Fodring kontra åteljagt: hvorfor skellet betyder alt

Nu kan vi samle trådene om det, læserne oftest forveksler. Fodring i lovens forstand er tilskudsfodring — udlægning af korn, majs, roer, kraftfoder, hø og lignende, og opsætning af sliksten, med det formål at forbedre ernæring, kondition eller bestand. Åteljagt — at anlægge en plads med foder og så jage eller regulere fra den — er noget andet, og det er her, § 28 sætter grænsen.

Skellet er dette: almindelig fodring er lovlig; fodring med jagt for øje er ikke. Den ene undtagelse, hvor du lovligt må gøre begge dele på samme sted, er de arter, hvor bekendtgørelsen udtrykkeligt tillader det — først og fremmest vildsvin og mårhund. For alle andre arter gælder: du kan fodre, eller du kan jage der, men ikke bruge foderet som lokkemad til bøssen, og aldrig skyde på jorden lige ved foderpladsen.

Encyklopædisk hører fodring til det, man kalder direkte vildtpleje, som traditionelt inddeles i fire grupper: fodring af vildt, opdræt og udsætning, begrænsning af rovvildt og beskydning af vildt. Vinterfodring er et anerkendt, men omdiskuteret redskab — der er ikke tvivl om, at det bringer flere enkeltindivider gennem vinteren, men dets betydning for bestandens samlede overlevelse kan diskuteres. Af de jagtbare arter er det især fasaner og ænder, der fodres.

Den økologiske og sygdomsmæssige begrundelse

Hvorfor overhovedet regulere fodring? Fordi en foderplads gør to ting, forvaltningen helst vil undgå: den koncentrerer dyrene, og den kan sprede sygdom.

Om koncentrationen er billedet klart. DCE's virkemiddel-vurdering konkluderer, at fodring og vildtafgrøder »har negative effekter på vildtets økosystemfunktion og adfærd«. Foder baseret på landbrugsafgrøder er unaturlig føde for hjortevildt og vurderes at nedbryde dyrenes naturlige fødesøgningsmønster; en kunstigt høj tæthed af dyr, der lever på kulturfoder, kan tilmed skade de naturområder, de trækker sig tilbage til. I Midtjylland er det dokumenteret, at fodring på en enkelt ejendom fik krondyrene til at samle sig der i stort antal i løbet af jagttiden, fordi de på et lille areal fandt både sikkerhed og føde — noget de ikke ville gøre i et naturligt system. Det er ikke et særligt dansk fænomen: også vildtkamera-studier fra udlandet viser, at foderautomater ændrer, hvor og hvornår hjorte, rovdyr og vildsvin færdes.

Om sygdommen er alvoren størst for vildsvin. Afrikansk svinepest (ASF) er en smitsom virussygdom, der rammer alle svin, inklusive vildsvin. Den kan ikke smitte til mennesker, men den er så godt som altid dødelig for grisene, og der findes hverken vaccine eller behandling. Virus er ekstremt stabilt: det kan overleve op til ni måneder i kadavere og fersk kød, og først varmebehandling over 70 °C i 30 minutter ødelægger det. Historien viser hvordan sygdommen rejser: den nåede Portugal i 1957 med inficeret flykøkkenaffald, og ifølge Fødevarestyrelsen skyldes »de store spring i sygdommens udbredelse … menneskelig aktivitet, hvor mennesker har medbragt inficeret kød, som er blevet brugt til fodring af svin«.

Netop derfor er en vildsvine-foderplads en risiko, ikke bare en jagtlig fordel. Et europæisk studie, der modellerede smittespredning i ASF-ramte områder, fandt, at supplerende fodring af vildsvin var blandt de mest risikofyldte aktiviteter overhovedet — og anbefalede, at fodring bør »stærkt reduceres eller undgås i ASF-ramte områder«. Det gælder generelt for foderpladser: en dansk veterinær risikovurdering fastslår, at foderpladser kan øge smitterisikoen, fordi udlagt foder kan indeholde smitstoffer, og fordi pladserne tiltrækker vilde dyr og fugle på ét sted. For dig, der jager i udlandet, er budskabet håndfast: vask alt udstyr — tøj ved mindst 60 °C, og læg det i blød i et godkendt desinfektionsmiddel — så du ikke bringer smitte med hjem på en støvle.

En foderplads koncentrerer dyrene og kan samle smitte samme sted. Det er hele grunden til, at reglerne findes.

Foderpladsen i praksis: rotter, hygiejne og kommunen

Selv når fodringen er fuldt lovlig, er der en praktisk faldgrube, mange overser: rotter. Miljøstyrelsen har sammen med Danmarks Jægerforbund udgivet en pjece med den sigende titel »Fodrer du for vildt — eller fodrer du rotter?«, og rådene er værd at følge.

Undersøg altid din kommunes rottehandlingsplan, før du går i gang — den kan indeholde bindende retningslinjer om vildtfodring og ligger på kommunens hjemmeside. Vælg håndfodring eller foderautomater med doseringsindstilling frem for at sprede foder løst ud; det holder mængderne nede og rotterne væk. Vær opmærksom på, at vildtagre med majs kan tiltrække rotter. Og kend dit vildt: en udvokset fasan æder omkring 75 gram foder om dagen, og foder bør være ædt op, ikke ligge tilbage. God fodring kræver forberedelse — gør du det halvt, er det ifølge pjecen bedre helt at lade være og satse på terrænpleje i stedet.

Vildtkamera på foder- og åtepladsen

En foderplads er et af de bedste steder at sætte et vildtkamera op — og for regulering af invasive arter er det nærmest standardudstyr. Danmarks Jægerforbund beskriver, hvordan man opretter en baitplads netop for at afsløre mårhundens tilstedeværelse: i ét eksempel fra Østjylland var man overbevist om, at der ingen mårhunde var på terrænet, men da baitpladsen og kameraet kom op, viste den første mårhund sig efter få dage — og der blev nedlagt 26 mårhunde det første år. Uden kameraets overvågning havde man ikke vidst, hvad der gik på terrænet om natten.

Her er et par ting værd at holde for øje. For det første kan et vildtkamera optage personer, der passerer, og så er du inde i persondatareglerne. Datatilsynet er tilsynsmyndighed, og tv-overvågning er en særskilt reguleret situation efter databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven. Sætter du kamera op, hvor andre mennesker færdes, bør du sætte dig ind i de regler — det er ikke frit at overvåge, hvor offentligheden har adgang.

For det andet: selve foderet påvirker, hvad kameraet fanger. Forskning i kamerafælder viser, at lokkemad og foder øger detektionen af nogle arter, men samtidig kan ændre dyrenes adfærd og besøgsmønstre — så billederne fra en foderplads ikke nødvendigvis afspejler, hvordan dyrene bevæger sig i et uforstyrret område. Det er nyttigt at huske, hvis du bruger kameraet til at vurdere en bestand og ikke bare til at se, hvad der kommer forbi.

Endelig er der en klar kobling til automatisk artsgenkendelse. Et europæisk studie trænede en AI-model på 1.600 billeder fra vildsvine-ådsler og fik den til automatisk at kende fem klasser — vildsvin, ræv, mårhund, hjort og fugl — med en præcision på 98,11 %, netop for at kunne overvåge og fremskynde sporingen af afrikansk svinepest. Det er præcis den type opgave, hvor et stort billedmateriale fra en foder- eller åteplads bliver håndterbart.

Uanset udstyret gælder det, at kameraet ikke ændrer på jagtreglerne: du må gerne se et dyr æde ved foderpladsen på et billede — du må bare ikke sidde og skyde det på jorden lige ved siden af foderet, medmindre der er tale om vildsvin eller mårhund.

Reglerne ændrer sig — verificér før du handler

En sidste, men vigtig ting. Fodrings- og reguleringsreglerne står i bekendtgørelser, og bekendtgørelser opdateres jævnligt. De instrumenter, denne artikel bygger på, var de gældende i 2026: jagt- og vildtforvaltningsloven (LBK nr. 639 af 26. maj 2023), vildtskadebekendtgørelsen (BEK nr. 1408 af 3. oktober 2022), bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber (BEK nr. 1652 af 19. december 2017) og jagttidsbekendtgørelsen (BEK nr. 470 af 17. maj 2024).

Den autoritative, altid opdaterede tekst finder du på retsinformation.dk, og en overskuelig oversigt over de gældende bekendtgørelser ligger hos den ansvarlige styrelse. Lokale kronvildt- og dåvildt-jagttider varierer desuden fra egn til egn og revideres løbende. Tjek altid den aktuelle udgave, før du fodrer, anlægger en åteplads eller går på post — og ved tvivl om regulering, kontakt myndigheden.

Ofte stillede spørgsmål