Kronhjortens brunst: hvornår brøler den, og hvordan du fanger den på vildtkamera

Der findes få lyde i den danske natur, der sætter sig i kroppen som et kronhjortebrøl på en stille septemberaften. Det er dybt, langtrukkent og lidt truende, og det bærer flere kilometer gennem plantagen. Danmarks største landlevende pattedyr gør ikke noget halvt i denne periode — som Naturstyrelsen tørt bemærker: »I kronhjortenes verden kan man ikke bruge små pirrende signaler til noget«. Enten brøler du så højt, at hinderne kommer og rivalerne trækker sig, eller også taber du.

Her er det korte svar, hvis du er kommet for at vide, hvornår du skal ud. Kronhjortens brunst topper fra midten af september til først i oktober, og som tommelfingerregel er den for alvor i gang omkring den 10. oktober, hvorefter den klinger af sidst på måneden. Men billedet har rykket sig: de første brøl høres nu flere steder allerede i august — ved Vejlerne kan de første pladshjorte lyde i den første uge af august, hvor sæsonen for 25 år siden knap var begyndt før oktober. Selve brølet toppes bedst i skumringen og de tidlige morgentimer, når temperaturen er lavest, og dyret er mest aktivt. Resten af denne guide handler om, hvad brølet egentlig betyder, hvordan pladshjorten holder sit harem, hvornår på døgnet dyrene bevæger sig — og hvordan du bruger et vildtkamera til at fange det hele uden at forstyrre.

Enten brøler du så højt, at hinderne kommer og rivalerne trækker sig — eller også taber du. Kronhjorten kender ikke til halve signaler.

Hvornår er brunsten — og hvorfor er den rykket

Lærebogssvaret er enkelt: kronhjorten kommer i brunst i midten af september, og de næste tre-fire uger kæmper hjortene om hinderne, før det hele er overstået sidst i oktober. Naturhistorisk Museum Aarhus sætter parringsperioden til september-oktober, punktum. Hvis du kun skal huske ét tidspunkt, så husk, at brunsten »altid er i gang den 10.10« — det er en gammel, brugbar tommelfingerregel blandt danske naturvejledere.

Men noget har ændret sig, og det er værd at forstå. For blot 25 år siden begyndte brunstsæsonen først i oktober; i dag starter den flere steder allerede i august. I naturreservatet Vejlerne mellem Thy og Hanherred kan de første brølende kronhjorte høres allerede i den første uge af august. I 2018 var dyrene flere steder gået i brunst midt i august — og de samme steder afsluttede så tidligt som sidst i september. Hvorfor ved ingen med sikkerhed; det diskuteres, om det hænger sammen med klimaforandringerne.

Det giver god mening at holde fast i skellet mellem det første brøl og selve toppen. Et enkelt tidligt brøl i august betyder ikke, at højsæsonen er der — den ligger stadig omkring midten af september til først i oktober. Det passer med det nordiske billede: også i Norge starter brunsten i september-oktober, så den danske top ligger, hvor man skulle forvente den for arten. Det, der faktisk tænder for brunsten fra dag til dag, er ikke kalenderen, men vejret oven i den store, indre kalender. »Kolde nætter og korte dage sætter gang i kronvildtets hormoner,« som DR formulerer det. Og i 2018 pegede vildtkonsulenten på et konkret vejrskift: den ekstremt varme sommer og det hurtige skift til køligere vejr.

Under det hele ligger dagslængden som den egentlige taktstok. Kronhjortens forplantningscyklus er stærkt sæsonbestemt og styret af fotoperioden — altså hvor mange timers mørke dyret oplever i løbet af et døgn. Hvor central dagslængden er, viser et forsøg, hvor forskere gav krondyr ekstra melatonin omkring sommersolhverv: dyrene skiftede til vinterfænotype uger før tid. Kroppen læser altså lyset og stiller uret derefter. De kolde augustnætter fremskynder måske starten en smule, men det er efterårets aftagende lys, der grundlæggende afgør, at brunsten falder netop nu.

Kroppen læser lyset og stiller uret derefter. De kolde nætter fremskynder måske starten, men det er efterårets aftagende dagslys, der bestemmer, at brunsten falder netop nu.

Brølet: hvad det er, og hvad det fortæller

Et kronhjortebrøl er ikke bare larm. Det er et signal med to modtagere på én gang: hinderne, der skal lokkes til, og rivalerne, der skal skræmmes væk. Man kan høre de dybe brøl flere kilometer væk, og af og til hører man også den skarpe klang af gevirer, der støder sammen, når to hjorte når til direkte kontakt.

Går man tættere på lyden, viser det sig, at der er struktur i den. En detaljeret analyse af brunstbrøl fra frilevende kronhjorte beskriver, at brølene kommer i serier sat sammen af to typer: lange brøl med høj grundtone, der bærer langt, og kortere brøl med lavere grundtone, hvor hjortens stemmebånd og hals giver dybe, resonante toner. Netop de lave, resonante brøl er interessante, for de afslører kropsstørrelse: en stor hjort med lang hals producerer dybere resonanser, og forskerne tolker det som et ærligt signal om, hvor stor en modstander der står bag lyden. Med andre ord kan en hind — og en rival — høre forskel på en teenagehjort og en fuldvoksen pladshjort, længe før de ser hinanden.

Det forklarer også den mærkelige koreografi, man ofte ser før en egentlig kamp. Hjortene måler hinanden ved at gå i parallelle baner med siden til hinanden og geviret drejet mod modstanderen — helt uden fysisk kontakt. Først når to hjorte vurderer sig som jævnbyrdige, kommer det til de drabelige gevirkampe, hvor den svageste til sidst fortrækker. Kampen er sidste udvej; det meste afgøres på brøl, fremtoning og de rituelle magtdemonstrationer, hvor hjorten puster sig op og skraber i jorden med forben og gevir.

Pladshjorten, haremmet og brunstpladsen

Her er en vigtig detalje, som skiller kronhjorten fra råbukken: kronhjorten forsvarer ikke et territorium. Den forsøger i stedet at tilkæmpe sig et harem af hinder, som den følger og holder samlet. En hjort, der lykkes med det, kaldes en pladshjort. Det er en krævende post. Pladshjorten skal holde sin flok af hinder samlet, og hver gang en hind kommer i brunst, skal han skynde sig at parre sig med hende. Samtidig lusker der hele tiden andre hjorte rundt om haremmet, som vil bortføre nogle af hinderne eller bare hurtigt parre sig med dem, og dem skal han jage væk.

Timingen gør det ekstra hektisk. En hind er kun i brunst ét enkelt døgn ad gangen, så hjorten parrer sig med hende mange gange i løbet af de 24 timer. Misser han, er der andre i flokken, og hinderne kommer i brunst én efter én — helt frem til december måned. Bliver en hind ikke drægtig i sin første brunstperiode, går der tre uger, før hun er i brunst igen.

Alt dette har en pris, der er til at tage og føle på. Mens hjorten er pladshjort, æder han nærmest ingenting. Naturstyrelsen sætter det typiske vægttab til 15–20 kg, og et dansk jagtmagasin beskriver, at en kronhjort kan tabe sig 30–40 kg i brunsttiden, »da den nærmest løber uafbrudt«. Den demografiske virkelighed gør det ikke lettere: på Oksbøl er der ved brunstens begyndelse omkring 2,6 kønsmodne hinder for hver hjort over to år — og hele 5,7 hinder for hver rigtig gammel hjort over fem år. Der er nok at se til for de få store hjorte, der overhovedet når den alder.

En sidste ting hører til billedet: lugten. Hjorten afsætter stærke duftstoffer på sig selv ved at søle i mudderhuller, som den selv har trampet op og blandet med urin — og sæd. Det er ikke tilfældigt griseri. Hjorten har duftkirtler ved øjenkrogene og under halen, og kirtlerne under halen svulmer op i brunsten og afsondrer en væske med kraftig moskuslugt. Sølehullet er både afkøling og en parfume, der siger »stor, potent hjort« til alle, der kommer forbi. Finder du et frisk sølehul med optrampet jord og en tung lugt, står du ved et af de bedste steder overhovedet til at forstå — og til at fotografere — brunsten.

Sølehullet er ikke tilfældigt griseri. Det er både afkøling og en parfume, der siger »stor, potent hjort« til alle, der kommer forbi.

Døgnrytme: hvornår bevæger dyrene sig

Hvis du vil se — eller filme — kronhjorte i brunst, er timingen på døgnet næsten lige så vigtig som tidspunktet på året. Krondyr er normalt mest aktive morgen og aften, men i brunstperioden er de aktive »nærmest døgnet rundt«. Naturstyrelsens råd er ikke til at tage fejl af: de bedste muligheder for at opleve krondyr er typisk omkring solnedgang og solopgang. Brølet følger samme mønster og opleves bedst i skumringen eller de tidlige morgentimer.

Forskningen bag dette er overraskende præcis. En undersøgelse, der fulgte kronhjorte med GPS, fandt tydelige aktivitetstoppe i grænsen mellem lys og mørke — ved solopgang og igen sidst i tusmørket om aftenen. Interessant nok holdt disse tusmørkestoppe et stabilt tidspunkt i forhold til daggry og skumring hele året rundt, hvilket tyder på, at det er selve lysniveauet omkring skumring, der udløser aktiviteten, snarere end et stærkt indre døgnur. For den, der stiller et kamera op, er budskabet enkelt: sæt din forventning til skumring og daggry, uanset årstid.

Samme undersøgelse rummer en pointe, der er guld værd for danske forhold. Forskerne sammenlignede kronhjorte i Holland med den nært beslægtede wapiti i Canada, og hvor de canadiske dyr overvejende var dagaktive, var de hollandske kronhjorte overvejende nataktive. Forskellen tilskrev de først og fremmest menneskelig forstyrrelse. Det er præcis den situation, mange danske kronhjorte lever under: i et tætbefolket landskab trækker de aktiviteten ind i mørket. Under brunsten kan presset fra hormoner og rivaler dog trumfe forsigtigheden — som en dansk vildtkonsulent beskrev det, bliver dyrene »mindre sky, fordi de ikke længere tænker så meget på overlevelse«. Det er derfor, netop brunsten er den periode, hvor selv sky krondyr lader sig se og høre om dagen.

Der er også et mønster hen over selve brunsten, som er værd at kende. Tidligt i brunsten bruger hjorten sin energi på at holde haremmet samlet; senere, når færre hinder er i brunst, øges bevægelsen, fordi hjorten nu søger aktivt efter de sidste modtagelige hinder. En GPS-undersøgelse fandt, at omkring 60 % af hinderne blev bedækket mellem 31. august og 19. september, og at hjortenes bevægelsesaktivitet steg markant i anden halvdel af brunsten. For dig betyder det, at et kamera, der fanger få, stationære dyr i starten, godt kan begynde at fange mere vandrende hjorte, efterhånden som brunsten skrider frem.

Hvor i Danmark kan du opleve den

Kronhjorten er mere talrig i Danmark end nogensinde — forskere ved DCE/Aarhus Universitet vurderede ud fra vildtudbyttet i 2022 bestanden til knap 50.000 dyr, og der er nu faste bestande mange steder, hvor man aldrig før har set kronvildt. Det betyder, at brunsten kan opleves i store dele af landet. Nogle steder er dog særligt sikre:

Læg mærke til et fælles træk: hjortene vælger ofte åbne sletter og våde områder som brunstpladser, hvor pladshjorten kan holde styr på sine hinder og kalve — og hvor du kan se og høre dem på afstand.

Sådan fanger du brunsten på vildtkamera

Et vildtkamera er en oplagt måde at følge brunsten på, netop fordi det arbejder på de tidspunkter, hvor du selv helst skal holde dig væk: i skumringen, om natten og på de sky dyrs præmisser. Der findes desværre ingen dansk, autoritativ vejledning i kameraopsætning til kronvildt, så det følgende bygger på, hvad vi ved om dyrenes adfærd og døgnrytme — ikke på en facitliste.

Vælg stedet efter adfærden. De stærkeste steder er dem, dyrene selv opsøger: brunstpladsen på den åbne slette, sølehullet med optrampet, ildelugtende mudder, og vekselvejene mellem skovens dagophold og de åbne fourageringsarealer. Krondyr er meget mobile og bevæger sig typisk 7–10 km hver nat inden for et aktivitetsområde på op til 200 hektar, så et kamera på en tydelig vekselvej fanger langt mere end et sat op på må og få. Husk også, at dyrene skifter mellem brunst-, vinter- og kælvningsområder, ofte 10–20 km fra hinanden — så kameraet skal stå, hvor dyrene er nu, i brunsten.

Indstil på skumring og nat. Forvent aktivitetstoppe ved solopgang og i tusmørket om aftenen året rundt, og regn med, at en stor del af aktiviteten i et menneskepræget landskab foregår efter mørkets frembrud. Om natten optager kameraet i infrarødt lys, så du får sort-hvide billeder — men det er ofte netop her, de sky pladshjorte bevæger sig. Et kamera, der kører hele døgnet, fanger den bevægelse, du aldrig selv ville nå at se.

Følg brunsten fremad. Tidligt i brunsten står hjorten mest ved sit harem; senere øges bevægelsen, når han søger efter de sidste hinder. Hvis dit kamera pludselig begynder at fange en hjort, der bevæger sig mere og længere, er det ikke en fejl — det er brunsten, der skrider ind i sin anden fase.

Forstyrr ikke. Dette er det vigtigste. Brunsten er en sårbar tid: bliver hinderne forstyrret og ikke drægtige i første omgang, fødes kalvene senere og har mindre tid til at æde sig i god stand inden vinteren. Gå aldrig efter lyden ind i lukkede bevoksninger — du skræmmer oftest bare dyrene væk. Sæt kameraet op midt på dagen, når dyrene ikke er der, nærm dig i modvind, og hold god afstand, så du ikke efterlader færten af et menneske midt i haremmet. Og husk sikkerheden: en stor kronhjort kan veje op til 230 kg, og fuld af hormoner er den ikke et dyr, man går tæt på — hvert år oplever Naturstyrelsen ubetænksomme besøgende, der kommer galt af sted.

Netop fordi kameraet står ude i ugevis for nogle få sekunders brunstdrama, er den store opgave bagefter at finde de billeder, der faktisk tæller.

Kameraet arbejder, når du helst skal holde dig væk — i skumringen, om natten, på de sky dyrs præmisser. Det er hele pointen.

Ofte stillede spørgsmål