Rævegrav og rævespor: sådan finder og overvåger du ræven med vildtkamera

Et hul i en skrænt, en vifte af frisk jord skubbet ud foran det, og en ram, gennemtrængende lugt af rovdyr, når du bøjer dig ned. Bor der en ræv? Måske. Måske en grævling. Måske ingen af delene længere. Ræven er et af de dyr, du sjældent ser, selv om den lever i næsten hele Danmark og også for længst har flyttet ind i byerne. Den er overvejende nat- og skumringsaktiv og naturligt sky, så du opdager den langt oftere på det, den efterlader sig — graven, sporet, lorten — end på dyret selv. Og præcis dér kommer et vildtkamera til sin ret: det holder øje med hullet, mens du sover, og fortæller dig ikke bare om der bor en ræv, men hvornår den kommer og går, og om der er hvalpe.

Her er det korte svar, hvis du bare vil i gang. En rævegrav er et hul på 30-40 cm i diameter, ofte i en skrænt, med flere udgange og en vifte af udgravet jord foran. Er den beboet, kan du lugte rovdyr, se friske spor og frisk jord — og der ligger tit knogler, fjer og byttedyrsrester ved indgangen, som du aldrig finder ved en ren grævlingegrav. Et rævespor har fire tæer med klomærker og ligner et lille, smalt hundespor; du kan tegne en lige streg på tværs mellem de to forreste og de to bageste tåpuder på et rævespor — det kan du ikke på et hundespor. Rævelort er 5-12 cm lang, smal, mørk og spids i den ene ende, ofte lagt synligt oppe på en sten eller en tue for at markere territorium. Og så det vigtigste, hvis du vil sætte et kamera op lovligt: i private skove må du gerne, men kameraet må ikke pege ud mod en offentligt tilgængelig sti eller vej — og i offentlige skove må du slet ikke sætte vildtkamera op. Resten af denne guide går i dybden med hvert af de tegn, med rævens døgnrytme, og med de danske jagt- og reguleringsregler, der bestemmer, hvad du må og ikke må ved graven.

Du ser sjældent ræven — du ser dens grav, dens spor og dens lort. Lær at læse dem, så læser kameraet resten.

To dyr om det samme hul: hvorfor rævegraven er svær at aflæse

Lad os slå fast, hvem vi har med at gøre. Ræven (Vulpes vulpes, rødræv) er Danmarks eneste vilde hundedyr — et spinkelt bygget rovdyr med rødbrun pels, trekantet ansigt, spids snude, store trekantede ører og en lang, busket hale, der oftest ender i en hvid spids. En hanræv måler omkring 110 cm fra snude til halespids og vejer typisk 8 kg, men kan nå 12 kg; hunnen er lidt mindre, 6-7 kg, og hannen kan være op til 40 % større end hunnen. Kroppen er 60-77 cm, halen 35-52 cm. Ræven er faktisk mere katteagtig end de store hundedyr: den har lodrette pupiller i dagslys, godt nattesyn, og bløde, behårede poter, så den kan færdes næsten lydløst.

Problemet ved graven er ikke ræven i sig selv — set tydeligt er den umulig at forveksle. Problemet er, at du sjældent ser dyret ved graven, kun dets tegn, og at rævens og grævlingens grave ligner hinanden nok til at snyde selv erfarne folk. Det bliver ekstra forvirrende af, at de to arter faktisk kan bo i den samme grav. Ræven er en middelmådig graver og flytter gerne ind i en gammel grævlingegrav eller overtager et kaninhul, som den udvider. Større gravkomplekser er ofte anlagt af grævlinger, men kan rumme begge arter — hver i sin del af komplekset. Så et vildtkamera ved en stor grav kan sagtens vise dig både ræv og grævling hen over en uge.

Fordi grænsen mellem en rævegrav og en grævlingegrav er den klassiske danske forveksling — og fordi den fortjener sin egen gennemgang med fure, kløer og latriner — går vi ikke i detaljen med grævlingen her. Mårhund på vildtkameraet: sådan kender du den fra grævling og ræv — og melder den. I denne artikel bliver vi ved ræven: dens grav, dens spor, dens lort, og hvordan du får den på kamera.

Ræven graver sjældent selv fra bunden — den flytter helst ind hos grævlingen eller kaninen og bygger om.

Rævegraven: sådan ser den ud

En rævegrav er et netværk af gange og huler, som ræven graver ind i jorden, typisk hvor der er en skrænt eller en bakke. Ræven vælger stedet med omhu: den anlægger helst graven, hvor der er lidt menneskelig aktivitet og hvor jorden er forholdsvis tør og let at grave i — på skråninger i skove, i småbevoksninger og krat, i nedlagte grusgrave, i markskel og i bane- eller vejskråninger. I byer graver den under skure, husfundamenter og kolonihavehuse. Den lyse, veldrænede skråning er en gennemgående præference: i en tysk undersøgelse af 145 rævegrave lå hele 95 % af dem på sydøstvendte skråninger med en hældning på 20-30 grader — et enkelt studies tal, men det passer med den generelle regel om, at ræven vil have tørt, drænet underlag frem for våd bund.

Selve hullet, du kigger ind i, er cirka 30-40 cm i diameter. Går man efter tal fra den bredere litteratur om rævegrave, graver ræven nedad i en vinkel på 40-45 grader, laver gange på 15-20 cm i højden og 25-30 cm i bredden, og selve indgangen er oval eller rund, 30-40 cm bred og op til 70 cm høj. Sovekammeret ligger typisk 1-3 meter under jorden, og indgangstunnellen er som regel 5-7 meter lang, men kan i sjældne tilfælde nå helt op til 17 meter. Det skal du ikke tage som en facitliste — grave varierer enormt med jordbund og alder, og de største er gravet af flere generationer ræve — men det giver dig en fornemmelse af skalaen.

To ting adskiller næsten altid en rævegrav fra en grævlingegrav, når du står ved den. For det første: flere udgange. Rævegraven har næsten altid mindst to udgange, så ræven kan slippe væk, hvis den bliver truet inde i hulen, og nogle af dem er skjulte. (Det er præcis derfor gravjægere placerer folk ved hver udgang — en rævegrav har typisk minimum to.) For det andet: manglen på redemateriale. I modsætning til grævlingen, der jævnligt slæber frisk vegetation ned i sin grav, bruger ræven ikke redemateriale — så du finder ikke de bunker af tørt græs og blade, som grævlingen taber.

Er der ræv i rævegraven? Sådan tjekker du, om den er beboet

En grav kan stå tom i månedsvis. Ræven bruger den til at sove og søge ly i, men uden for yngletiden kan den være væk fra graven i lange perioder og bare gemme sig i skoven om dagen. Så det første spørgsmål er altid: bor der nogen lige nu?

Du kan tit både lugte og se svaret. En dansk feltguide fra Skoven i Skolen samler tegnene på en beboet rævegrav sådan her:

• Lugt. Snus op i luften og ned mod skovbunden. Lugter der ramt af ræv og rovdyr, er der nok en ræv i nærheden.
• Slid ved hullet. Ser det ud, som om der løber nogen frem og tilbage? Er der friske spor og frisk jord? Så er graven beboet. Ligger der derimod mange visne blade og meget spindelvæv foran hullet, er den sandsynligvis forladt.
• Efterladenskaber. Kig efter rævespor, rævelort på sten i nærheden, og efter knogler og fjer uden for graven.
• Fluer og sand. Kig efter fluer ved hullet, og efter sand, som ræven har rystet af pelsen, når den er kravlet ud.

Der er også et gammelt, lavteknologisk trick, hvis du vil vide, om ræven er hjemme netop nu: hæng en grå eller brun uldtråd hen over hullet, så enden lige rører jorden, og noter, hvordan den hænger. Kom tilbage næste dag. Er enden trukket ind i hullet, er ræven gået ind; er den trukket længere ud, er den på jagt. Det er en fin lille øvelse — men det er også præcis dét, et vildtkamera gør uendeligt meget bedre. I stedet for ét øjebliksbillede om dagen får du en tidsstemplet optagelse af hver eneste gang noget passerer hullet, dag og nat, uden at du behøver komme i nærheden og forstyrre. Og du forstyrrer ræven let: Danmarks Naturfredningsforening advarer udtrykkeligt om, at hvis du undersøger graven for uforsigtigt, risikerer du, at rævene flytter.

Uldtråden fortæller dig én ting om dagen. Kameraet fortæller dig alt — uden at ræven opdager, at du har været der.

Rævesporet: fire tæer og en streg

Finder du et rent aftryk i fugtig, finkornet jord eller lige efter sne, er sporet den hurtigste afgørelse. Rævens spor ligner et hundespor meget: en stor trædepude bagest og fire mindre til tæerne forrest, og for hver af de fire tæer et tydeligt klomærke. Både ræv og hund går med kløerne fremme — det gør katte ikke, og derfor mangler et kattespor klomærkerne. Rævesporet er som regel lidt mindre og smallere end et hundespor, groft sagt en aflang diamantform på omkring 5 cm i længden og 4 cm i bredden.

Der er én klar måde at skille ræv fra hund, som er værd at lære udenad. Kryds-streg-testen: på et rævespor kan du tegne en lige streg på tværs af sporet, så den adskiller trædepuderne på de to forreste tæer fra trædepuderne på de to bageste. Det kan du ikke på et hundespor, hvor tæerne sidder mere rundt og samlet. Kombineret med formen — rævesporet er smalt og diamantformet, hundesporet rundere — er det som regel nok.

Selve bevægelsen hjælper også. Ræven har en karakteristisk, jævn luntetrav og en tendens til at gå i en lige, målrettet linje, hvor en hund render uroligt frem og tilbage. På et vildtkamera, der tager en kort billedserie eller et lille videoklip, kan netop den rolige, lige gang være det, der afslører, at det er en ræv og ikke naboens løse hund. Ræven sætter også duftmærker med kirtler mellem trædepuderne, når den følger sine faste stier — »veksler« — gennem territoriet, så et kamera opsat på en tydelig veksel fanger den, hvor den alligevel plejer at gå.

Rævelort: ligger den fremme, eller ligger den nede i et hul?

Ekskrementer er et af de mest pålidelige tegn, netop fordi ræv og grævling behandler dem så forskelligt. Rævelort er 5-12 cm lang, smal, mørk (gråsort) og spids i den ene ende — den ligner en lille hundelort med en tydelig spids ende. Indeni består den tit mest af musehår, men også af knoglerester, fjer, og om sommeren og efteråret rester af bær og småbiller. Farven skifter faktisk med føden: om vinteren, hvor ræven mest jager smågnavere, er den grå eller sort, mens den om sommeren og efteråret, hvor der er bær, kan blive mørkere, næsten lilla. Og så har den en karakteristisk, ram lugt af rovdyr.

Det afgørende er placeringen. Ræven lægger sin lort synligt fremme — oppe på en sten, en græstue, en træstub eller endda en havestol — for at markere sit territorium, ofte langs de veksler, den følger. Naturbasen formulerer forskellen skarpt: ræve har, i modsætning til grævlinge, ikke fækalier uden for graven nede i gravede latrinhuller. Grævlingen graver derimod små toiletter — latriner — hvor den besørger, typisk ved grænsen mellem to territorier, og dækker dem ikke til, så du kan se lorten nede i hullet. Så reglen er enkel: ligger lorten synligt oppe på noget, er det ræv; ligger den nede i et lille gravet hul, er det grævling.

Der er en praktisk fælde værd at kende. Finder du huller på 12-15 cm i bredden gravet om natten i græsplænen, kan de være gravet af enten ræv eller grævling — men uden lort i hullerne er det ræven, der har været på musejagt. Ræven lister rundt, lytter efter musepiv nede i jorden, springer højt og lander med forpoterne ved musen, og graver den så ud i vild fart med forbenene som trommestikker. Finder du rester af musegange nede i sådan et hul, er sagen klar.

Ræven skilter med sin lort oppe på en sten; grævlingen begraver sin nede i et hul. Placeringen afgør arten.

Rævens døgnrytme: hvornår du fanger den — og hvorfor et kamera er den bedste chance

Timingen er halvdelen af arbejdet. Ræven er overvejende nat- og skumringsaktiv, blandt andet fordi den er blevet hårdt efterstræbt af mennesket gennem tiden. Om dagen sover den som regel i graven eller hviler i skoven, og først i skumringen og om natten kommer den frem. Der er dog to store undtagelser. For det første yngletiden: hunræven, der skal skaffe føde til hvalpene, kan sagtens være ude midt på dagen, og fra midten af maj til ind i juni kan du med held se hvalpene lege foran graven i timerne op til solnedgang. For det andet jagttrykket: hvor rævene ikke bliver forstyrret, kan de også være dagaktive.

Det er her, et vildtkamera slår enhver anden metode. Selv om ræven er »almindelig«, ser folk den sjældent, netop fordi den er nataktiv og sky. Kameraet ser i mørke og registrerer hver passage med et tidsstempel, så du kan aflæse dyrets faktiske døgnrytme på din egen jord — og opdage det, du aldrig ville fange ved at gå forbi.

At det virker, er ikke bare en påstand. Det bedste danske eksempel kommer fra ulveovervågningen ved Aarhus Universitet, som satte vildtkameraer op i Ulfborgreviret i Vestjylland (ca. 50 km²) for at studere, om ræve påvirkes af, at ulven er vendt tilbage. Over tre år (2017-2019) og sammenlagt 7.613 aktive kameradøgn gav opstillingen 879 optagelser af ræv og 658 af ulv. Det interessante for en kamerabruger er dobbelt. For det første viste analysen, at rævene blev fanget hyppigere, jo tættere kameraet stod på nærmeste hus — ræven søger altså mod menneskenes nærhed, ikke væk fra den. For det andet fandt forskerne ingen tegn på, at ulvens tilstedeværelse ændrede rævenes aktivitet i hverken tid eller rum — de to arter bruger landskabet forskelligt, men ser ikke ud til at påvirke hinandens døgnrytme nævneværdigt. Forskerne understreger selv, at studiet bør gentages i andre ulveterritorier, før man konkluderer endeligt — men det illustrerer, hvor meget aflæselig adfærd et par kameraer og lidt tålmodighed kan give.

Et vildtkamera kan endda kende de enkelte ræve fra hinanden, hvis du er grundig. I et toårigt britisk studie af byræve i Bristol indsamlede forskerne omkring 800.000 kamerabilleder over 4.945 kameradøgn; 152.134 af dem indeholdt ræve. Ud fra pels, hale, ben og ansigtstegn lykkedes det at identificere 192 forskellige individer (110 hanner, 49 hunner, 33 af ukendt køn) i 99 % af de brugbare optagelser. Pointen — og advarslen — er, at det krævede mange skarpe farvebilleder fra forskellige vinkler og under skiftende lysforhold, og at forfatterne vurderer, at automatiske genkendelsessystemer på daværende tidspunkt ikke kunne matche den manuelle nøjagtighed, netop fordi hver ræv skulle kendes på forskellige, ofte utydelige træk. For dig betyder det: vil du følge »dine« ræve som individer, så sæt kameraet op, hvor det får gode, veloplyste billeder fra flere sider — ikke et sløret natskud i profil.

Et par kameraer og lidt tålmodighed viser dig rævens døgnrytme, dens færdsel — og med gode billeder endda de enkelte individer.

Sådan sætter du kameraet op ved graven — lovligt og klogt

Før du overhovedet vælger et træ, skal du kende reglerne, for de er faktisk restriktive i Danmark. Vildtkameraer hører under tv-overvågningsloven, og den behandling af personoplysninger, de indebærer, er reguleret af persondatalovgivningen. Det giver et par klare grænser:

• I offentlige skove må du slet ikke opsætte vildtkamera — heller ikke selv om du har lejet jagtretten.
• I private skove må du opsætte kameraer, men kameraet må ikke pege ud mod en offentligt tilgængelig sti eller vej.

Det er de faste rammer. (De fulde regler om, hvor længe optagelser må gemmes, og hvordan persondata skal håndteres, fortjener deres egen gennemgang — Vildtkamera og GDPR: hvad er lovligt i Danmark, og sådan overholder du reglerne.) Har du jagten som lejer, så husk desuden, at det er lodsejeren eller forpagteren, der bestemmer, om der overhovedet må reguleres på ejendommen.

Når rammerne er på plads, handler resten om ikke at skræmme ræven væk. Undersøg graven forsigtigt og hold afstand — kommer du for tæt på, flytter rævene. DN's råd til den, der vil opleve rævehvalpe ved graven, kan overføres direkte til kameraopsætning: find graven i god tid, og placer dig — eller kameraet — 10-20 meter fra hullet, gerne så du ikke tramper rundt lige ved indgangen. En rævegrav har flere udgange, så sæt kameraet, hvor det dækker den mest brugte indgang og helst også en veksel, ræven følger, frem for at prøve at fange alle huller på én gang. Og husk vinden og lugten: ræven orienterer sig i høj grad efter lugt og lyd og har en skarp lugtesans, så jo mindre du efterlader af færdsel og duft ved graven, jo mere naturligt opfører den sig foran linsen.

Endelig: mørket er hvor det meste sker, så et kamera, der ser godt om natten, er ikke til forhandling — hovedparten af rævens aktivitet ligger i skumringen og natten. Vil du kende individerne fra hinanden som i Bristol-studiet, så prioriter billedkvalitet og flere vinkler frem for at spare på udløsningerne.

Rævelort, kadavere og din sundhed: en advarsel værd at tage alvorligt

Når du roder ved en rævegrav og håndterer det, ræven efterlader, er der én ting, du bør vide. Danske ræve kan bære rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis), en parasit, der i sjældne tilfælde kan give kræftlignende infektioner hos mennesker, med en meget lang inkubationstid på op til 10-15 år, før sygdommen viser sig. Smitten kan overføres til mennesker via æg i rævens afføring, for eksempel ved at spise bær, der er forurenet med rævelort. Statens Serum Institut og Københavns Universitet overvåger parasitten i danske ræve; i den landsdækkende undersøgelse i 2012-2015 var 1,8 % af rævene smittede på landsplan, men med en markant højere lokal forekomst enkelte steder i Sønderjylland — 28,5 % positive ræve i Højer. Ræven kan desuden bære andre zoonoser og — omend det er sjældent i dag — ræveskab.

Det er ikke en grund til at holde sig væk fra rævegrave. Det er en grund til almindelig hygiejne: lad være med at røre ved rævelort med bare hænder, vask hænder efter feltarbejde, og skyl vilde bær, du plukker lavt. Det er også endnu et argument for kameraet frem for hænderne — du kan følge graven i månedsvis uden at komme i fysisk kontakt med noget som helst af det, ræven efterlader.

Kameraet lader dig følge rævegraven i månedsvis uden at røre en eneste knogle eller bær — sundere end at rode ved hullet.

Ræven i Danmark: en art i stille tilbagegang

Når du sidder med et rævebillede i dag, ser du faktisk et dyr, der er blevet sjældnere, end mange tror. Ræven har formentlig levet i dansk natur i omkring 11.000 år og er stadig et af vore mest udbredte pattedyr, men bestanden har været i tilbagegang gennem en længere årrække. Jagtudbyttet toppede sidst i 1960'erne med over 55.000 nedlagte ræve om året; i de seneste jagtsæsoner er der indberettet omkring 24.000. Siden jagtsæsonen 1995/96 er udbyttet faldet med 1,7 % om året, og de seneste seks sæsoner har ligget lavt — på niveau med bunden under hvalpesyge-epidemien i 2012. På den baggrund er ræven i dag rødlistet som »Næsten truet« (NT) i Danmark, mens den globalt og på den europæiske rødliste regnes som ikke-truet. Den er dog ikke i fare for at forsvinde fra landet.

To ting har især sat sving i den danske rævebestand historisk. Rabiesbekæmpelsen i Sønderjylland i 1965-1982, hvor rævegravene blev gasset, reducerede den sønderjyske bestand kraftigt, og der har ikke været konstateret rabies i danske rovdyr siden 1978. Og ræveskab — skabmiden — slog hårdt til i Jylland og på Bornholm i midten af 1980'erne og på Sjælland i starten af 2000'erne; på Bornholm var ræven tæt på at blive udryddet. Bestandene retter sig typisk igen efter 10-15 år, men den jyske bestand har ikke fuldt genvundet sit tidligere niveau. Samtidig dræbes flere ræve i trafikken i takt med den stigende trafikmængde.

En del af historien er også, at ræven er flyttet til byen. Byræve har været et almindeligt syn i Københavns forstæder siden 1950'erne, og i Aarhus blev de først almindelige fra midten af 1990'erne. I byen holder ræven til i parker, på kirkegårde, i baneskråninger, kolonihaver og tilgroede villahaver, hvor der er føde nok og ingen jagt. At byræve klarer sig, hænger sammen med rævens ekstreme tilpasningsevne og alsidige kost — den er fødegeneralist og opportunist og spiser stort set alt organisk. Et britisk studie fandt endda, at byræve, trods et mere blandet bylandskab, havde en smallere fødeniche end ræve på landet, fordi de i høj grad lever af menneskeskabt affald. For dig, der overvåger ræv på din egen jord — hvad enten det er ved en skovgrav eller en gammel kaningrav i markskellet — betyder tilbagegangen, at de lokale øjne, et kamera giver, faktisk er værdifulde: de fortæller dig, om der stadig kommer ræv, hvor mange, og hvornår.

Ofte stillede spørgsmål