Ugler på vildtkamera om natten: sådan artsbestemmer du Danmarks syv ugler

De færreste, der færdes ude, får nogensinde en ugle at se. Den sidder musestille inde ved stammen om dagen og jager, når vi for længst er gået hjem. Men uglen forråder sig på en anden måde: den synger. Med en helt egen stemme markerer hannen sit territorium, og pludselig kan man finde en fugl, man aldrig ville have fået øje på – hvis man ved, hvad man lytter efter. Derfor handler en ugletur ikke om at se. Den handler om at høre.

Her er det korte svar på det, du sandsynligvis kom for. Syv uglearter yngler i Danmark: natugle, skovhornugle, slørugle, kirkeugle, perleugle, mosehornugle og stor hornugle. Den almindeligste og bedst kendte er natuglen, hvis dybe, faldende »Huuuh« efterfulgt af et tæt »hu-hu-hu-huh« kan høres året rundt i store dele af landet. Den mest udbredte er derimod skovhornuglen, der yngler mere jævnt over landet – også på øer, hvor natuglen mangler. Den største er stor hornugle, Europas største ugle, hvis kraftige tuden kan høres på op til fire kilometers afstand. Og den mest truede er kirkeuglen, der med kun 10–12 ynglepar er på randen af at forsvinde som dansk ynglefugl. De fleste arter er nataktive, men mosehornuglen jager helst i dagslys, og både kirkeugle, mosehornugle og perleugle skiller sig ud fra de rent natlige. Resten af denne guide tager dig gennem hver art – størrelse, ansigt, øretoppe, levested og frem for alt stemmen – og viser, hvordan du faktisk fanger og artsbestemmer dem, med ørerne først og et vildtkamera som supplement.

En ugletur handler ikke om at se. Den handler om at høre – og det meste afsløres på stemmen.

Sådan er uglen bygget – og derfor hører den bedre, end den ser

Før vi går art for art, er det værd at forstå, hvad en ugle egentlig er, for det forklarer både, hvordan den jager, og hvorfor du finder den med ørerne. Ugler er en orden af fugle med en kompakt krop, der holdes opret, og et stort hoved med store, fremadrettede øjne. Tre tilpasninger gør dem til nattens jægere.

Det første er synet. Hos de mest nataktive arter samler de store, rørformede øjne lyset to-tre gange så effektivt som hos os, fordi nethinden er fyldt med lysfølsomme staver på bekostning af skarpsyn og farvesyn. Øjnene sidder næsten ubevægeligt i kraniet, så for at flytte blikket må uglen dreje hele hovedet – til gengæld kan den dreje det »mere end 270° (¾ omgang)«. Det er den vridning, der får en ugle på et kamera til at se ud, som om den kigger lige tilbage over ryggen.

Det andet – og vigtigste, når byttet skal findes i mørket – er hørelsen. Uglens slør er en krans af tætpakkede fjer med flade skafter omkring ansigtet, inklusive øreåbningerne, og den virker som et par høretragte. Ørerne er desuden hos mange arter forskelligt udformet og placeret, så en lyd når de to ører med en bitte tidsforskel: »Små forskelle i tid og lydstyrke mellem de to ører gør det muligt at lokalisere lyden fra byttedyr meget præcist«. Slørugler har i laboratoriet fanget mus i totalt mørke, og i naturen fanger mange ugler bytte, der er skjult i vegetation eller under sne, alene ved hjælp af hørelsen.

Det tredje er den lydløse flugt. Uglernes svingfjer har talrige bløde børster og elastiske frynser, der næsten fjerner lyden af vingeslaget. Effekten er så markant, at vindmølleindustrien har forsket i at efterligne uglefjer for at dæmpe støjen fra roterende møllevinger. For byttedyret betyder det, at uglen er over det, før det aner noget – og for dig betyder det, at du sjældent hører uglen flyve. Du hører den synge.

En sidste detalje er guld værd for den, der vil vide, hvad der bor i skoven. Ufordøjelige rester af byttet – knogler, hår og fjer – pakkes sammen til gylp, som uglen gylper op; uglernes ringe mavesyre gør, at knoglerne ligger intakte. Finder du gylp og hvidkalkede siddepladser under et træ, er du på rette spor – og et godt sted at sætte et kamera op senere.

Uglen flyver lydløst og hører i tre dimensioner. Den finder musen under sneen, før du overhovedet når at høre uglen.

Nat, dag eller skumring? Hvornår arterne er ude

Forestillingen om, at alle ugler er nattefugle, holder ikke helt, og det er nyttigt at vide, før du lægger turen. Det er rigtigt, at de fleste danske ugler er nataktive: natugle, skovhornugle og perleugle er alle nat- eller skumringsaktive og gemmer sig om dagen. Men flere arter bryder mønsteret. Som Projekt Slørugle formulerer det, er det »på nær kirkeuglen, spurveuglen og mosehornuglen« kun de øvrige arter, der »udelukkende« er nataktive.

Mosehornuglen er den store undtagelse: den er primært dagaktiv og »jager især bedst i timerne før solnedgang«, lavt over åbent land. Kirkeuglen sidder gerne frit fremme, fx på en tagryg, og er »egentlig nem at opdage«. Og selv de nataktive arter har deres bedste tid i skumringen, i selve overgangen mellem lys og mørke, hvor de dagaktive roer ned, og de natlige vågner. Det er der, sangen er mest intens – og derfor er timen efter solnedgang og timen før solopgang de bedste tidspunkter at lytte på.

Det slår igennem i den måde, forvaltningen faktisk optæller ugler på. Stor hornugle eftersøges »ved lytning efter de territoriehævdende hanners dybe tuden i skumringen omkring solnedgang på stille, klare aftener, gerne med månelys«. Og den nationale natpunkttælling af fugle skal udføres efter et fast regelsæt: inden for perioden 20. maj til 10. juli, tidligst en time efter solnedgang og senest en time før solopgang, i præcis fem minutter pr. punkt – og kun i godt vejr, hvor vinden er højst 3,3 m/s og regn undgås. Det er ikke tilfældige krav: vind og regn drukner uglens stemme.

De store: stor hornugle

Stor hornugle (Bubo bubo) – Europas største, og tuden der bærer fire kilometer

Stor hornugle er i en klasse for sig. Med en vægt på 2–4 kg er den »ti gange tungere end skovhornuglen«, og der skal 15 fjerlette kirkeugler i den anden vægtskål for at opveje én. Den har en kropslængde på 65–70 cm og et vingefang på 160–188 cm; hunnen vejer 2,3–3,0 kg, hannen 1,5–2,0 kg. Lange, brede fjerhorn og en massiv krop gør den umiskendelig. Fjerdragten varierer – den skandinaviske underart kan være ensfarvet mørkebrun eller dækket af store sorte pletter.

Stemmen er det, du skal lytte efter, og den kræver ikke, at du ser fuglen: »Stor hornugle høres oftere end den ses, da dens kraftige tuden kan høres på op til fire kilometers afstand«. Det er en dyb tuden, der har givet arten dens latinske navn, Bubo bubo. Det bedste tidspunkt at lytte er om vinteren og det tidlige forår, januar-marts, hvor hannen er mest aktiv.

Historien bag arten er bemærkelsesværdig. Stor hornugle blev udryddet i Danmark i 1800-tallet – sidste fund på Øerne omkring 1850, i Jylland ca. 1885 – fordi ingen jagtejer tålte »denne store, glubske og grådige Natrovfugl på sit Revier«, som Manniche skrev i 1930. Efter et storstilet genudsætningsprojekt syd for grænsen i Slesvig-Holsten (563 udsatte fugle 1981–95) genindvandrede arten, og det første danske par ynglede i en råstofgrav ved Gram i Sønderjylland i 1984. Siden er det gået støt fremad: fra 4 territoriehævdende lokaliteter i 1991 til 105 par i 2020, en stigning på over 350 % i overvågningsperioden. Bestanden blev vurderet til 110–130 par i 2021. Den findes stadig kun i Jylland og har endnu ikke koloniseret Fyn og Sjælland. På den danske rødliste er stor hornugle truet (EN).

Hvor den yngler, holdes hemmeligt for at beskytte den, typisk på skrænter i grusgrave eller i større skove med lidt menneskelig aktivitet. Den er en generalist, der tager, hvad der er: blandt de hyppigste byttedyr er pindsvin, som målt på biomasse er det vigtigste (28,7 % i en undersøgelse). De almindeligste dødsårsager i dag er trafik og kollision med elledninger.

»Stor hornugle høres oftere end den ses, da dens kraftige tuden kan høres på op til fire kilometers afstand.«

De almindelige: natugle og skovhornugle

Natugle (Strix aluco) – den du mest sandsynligt hører

Natuglen er Danmarks almindeligste ugle og den, de fleste »møder« – ikke ved at se den, men ved at høre den. Med en længde på 37–43 cm og et vingefang på 81–96 cm er den mellemstor, kompakt og storhovedet, uden øretoppe, med et »karakteristisk venligt sortøjet udtryk«. Den findes i en grå og en rødbrun fase, hvor den rødbrune er den almindeligste herhjemme. Og lyden er karakteristisk: »Et faldende ›Huuuh‹ (som et dybtonet fløjt) – efterfulgt af nogle tætte, korte ›hu-hu-hu-huh‹, som kan høres året rundt«. Ved optimale vejrforhold bærer den 3–4 kilometer. Det er som regel natuglen, man hører tude i skoven, lige inden det bliver mørkt, og man kan høre den allerede i februar.

Natuglen er knyttet til ældre, lysåben løvskov og yngler derfor primært i Østjylland og på Øerne; i Vestjylland er der langt mellem parrene, og den findes slet ikke på Bornholm. Dyrehaven nord for København er en af de bedste lokaliteter og kan huse op mod to ynglepar per kvadratkilometer. Den er en generalist, der tager mus og andre gnavere, muldvarpe og egern, i byerne ofte småfugle, og desuden padder, insekter og mange regnorme. Den er også vores tidligst ynglende ugle – æggene kan ligge allerede i februar – og den går villigt i opsatte redekasser, hvad der har hjulpet den med at brede sig vestpå i Jylland. Den er livskraftig (LC), med en bestand op mod 4.000 par, om end DOF's punkttællinger tyder på en mere eller mindre stabil bestand siden 1987. En advarsel, hvis du nærmer dig reden: natuglen er »berygtet for at være meget aggressiv især i yngletiden, hvor selv mennesker skal tage sig i agt«.

Skovhornugle (Asio otus) – den mest udbredte, og den stille

Skovhornuglen er et paradoks: den har den største udbredelse af alle danske ugler, men de færreste kender den. Det skyldes, at den lever »et stille liv under radaren«. Med en længde på 31–37 cm og et vingefang på 86–98 cm er den mellemstor og meget slank, med orangerøde øjne og lange, spidse fjerører, der kun rejses, når fuglen er urolig. Så sidder den i »camouflage-stilling«: oprejst, stille og tæt på træstammen. Sangen er lavmælt og let at overse: »en serie dybe ›ooh‹, som starter svagt, men stiger efterfølgende«, og som ved gode forhold kun bærer omkring en kilometer. Skovdyrkerne beskriver den som et »lavmælt ›oh…oh…oh‹, der nærmest forsigtigt ytres ved sjældne lejligheder«.

I modsætning til natuglen bygger skovhornuglen ikke selv rede, men overtager gamle krage- og skadereder i åben skov og granplantager nær enge og andet græsland. Den yngler på mange mindre øer – også på Læsø og Bornholm, hvor natuglen mangler – fordi den ikke er bange for at flyve over åbent vand. Den jager på bedste kærhøge-maner ved at flyve lavt og lydløst over terrænet. Bestanden vurderes til omkring 2.000 par, men fordi arten er så stille, bliver den utvivlsomt overset mange steder, og optællingerne er usikre. Den er livskraftig (LC). Et godt fingerpeg om ynglende skovhornugler er ungernes tiggelyd, »en meget karakteristisk lyd i lyse juni-nætter: lyder som et rustent hængsel ›gieieie-gieiei‹«. Om vinteren er arten meget social og kan samles i dagtimerne i grupper på 10–30 fugle i tæt bevoksning.

Skovhornuglen er den mest udbredte ugle i Danmark – og en af de mest oversete, netop fordi dens stemme er så lavmælt.

Forvekslingsparret: skovhornugle og mosehornugle

Ingen to danske ugler er lettere at forveksle end skovhornugle og mosehornugle. »Når en ugle ses jagende i skumringen, kan selv øvede fuglekiggere have svært ved at afgøre, om det er en skov- eller mosehornugle«. Her er nøglen.

Øjnene er det hurtigste kendetegn: skovhornuglen har orangerøde øjne, mosehornuglen gule. Vingespidserne afgør det i flugten: skovhornuglen har 4–5 smalle bånd på de lysebrune vingespidser, mens mosehornuglen har »karakteristisk sorte vingespidser« og en lys bug – »det klart bedste skelnemærke«. Adfærden hjælper også: skovhornuglen er nataktiv og skjuler sig om dagen, mens mosehornuglen er dagaktiv og ses jage i lyset over åbent land.

Mosehornugle (Asio flammeus) – over åbent land i dagslys

Mosehornuglen har en længde på 33–40 cm og et vingefang på 95–105 cm; den er mellemstor, guløjet og slank med et rundt hoved og et »karakteristisk vredt udtryk«. Fjerdragten er næsten ensfarvet gulbrun med kraftige striber, primært på brystet i kontrast til den lyse bug. Under sangflugten flyver hannen i cirkler over territoriet, mens den udstøder en serie dybe »po-po-po-po« suppleret med vingeklap. Den lever på strandenge, ådale, moser og hedelandskaber, og bestanden svinger voldsomt med mængden af mus – »faktisk menes det at være den ugleart her i landet, som har de største bestandssvingninger«. I gennemsnit yngler kun 5–6 par om året; i det bedste år efter 1980, i 2009, var der 13 par. En masseoptræden af mosegris på Skarø i vinteren 2012–13 tiltrak et rekordstort antal – op til 34 mosehornugler. På rødlisten er mosehornuglen kritisk truet (CR) som ynglefugl; i de overvågede fuglebeskyttelsesområder blev der slet ikke fundet ynglende par i 2017–2021. Truslerne er afvanding, opdyrkning, tilgroning og forstyrrelse i yngletiden.

De sjældne og nyindvandrede: perleugle og kirkeugle

Perleugle (Aegolius funereus) – barskovens hurtige tonerække

Perleuglen er en lille storøjet ugle på 22–27 cm med et vingefang på 50–62 cm og et »meget karakteristisk forundret ansigtsudtryk«. Navnet kommer af de mange runde hvide flekker – »perlerne« – på den brune overside. Sangen er kendetegnende: en højt fløjtende »po-po-po-po« i strofer på 1–5 sekunder med omkring fem toner pr. strofe, som ved gunstige forhold høres i en radius af 2–3 kilometer. I modsætning til kirkeugle og spurveugle, der gerne sidder fremme, er perleuglen nataktiv og gemmer sig. Den er en udpræget nordlig barskovsart – i Sverige regnes den for den mest udbredte ugle – og lever i tæt nåleskov, gerne med gamle rødgraner.

I Danmark er perleuglen en nyindvandret ynglefugl. Første historiske ynglefund var på Bornholm i 1979, og fra 2006–2007 har den ynglet regelmæssigt på Bornholm og i Midt- og Vestjylland. Bornholm-fuglene stammer sandsynligvis fra Sverige, de midtjyske fra Tyskland. Den yngler i forladte sortspættehuller eller opsatte redekasser – og da sortspætten ikke længere yngler på Bornholm, er arten dér helt afhængig af kasser. Bestanden er lille og stabil på 4–8 par (6 par i 2021) og er stigende på både kort og lang sigt, men den er kritisk truet (CR). Den kan påvirkes negativt af forstyrrelser nær reden, og i Midtjylland er skovmår og natugle en trussel. Vil du hjælpe den, kan du sætte redekasser op og undgå at færdes i nærheden af reden.

Kirkeugle (Athene noctua) – vores mindste, og en trist historie

Kirkeuglen er Danmarks mindste ynglende ugle, »ikke meget større end en stær«, med en længde på 22–27 cm og et vingefang på 50–57 cm. Den har en kompakt krop med et fladt hoved, kraftige længdestriber på brystet, hvide øjenbryn og »store gule øjne«, der giver den et lidt vredt udtryk. Stemmen er »et højt langtrukket klagende, men faldende ›kioo‹«; den advarer med et kontant »kji-kji-kji-kji«, og sangen er en langstrakt fløjten »gooooek«, der gentages hyppigt. Den sidder gerne frit fremme på en tagryg eller en udluftningskanal og er derfor faktisk nem at få øje på; den høres primært i marts og april. Navnet kommer af, at den tidligere ynglede almindeligt i kirketårne, før de blev lukket til.

I dag er kirkeuglen »en trist historie«. Indtil 1960'erne var den langt den mest almindelige ugle i landbrugsområderne i Jylland og på Fyn; nu er der kun en lille rest tilbage, med kerneområde i Himmerland. Tilbagegangen kan aflæses direkte i DOF's atlasundersøgelser: arten fandtes i 457 kvadrater (21 %) i 1971–74, i 157 (7 %) i 1993–96 og i kun 34 kvadrater (2 %) i 2014–17. Landsbestanden var omkring 30 par i 2013 og kun 10–12 par i 2020–21. Den vigtigste årsag er fødemangel i yngletiden på grund af mere intensivt landbrug: danske kirkeugler lever mest af regnorm og har under en tredjedel småpattedyr i føden, mens artsfæller i Slesvig-Holsten – hvor bestanden er stabil – havde 90 % smågnavere. En selvopretholdende bestand kræver omkring 2,5 udfløjne unger per par om året; danske par uden tilskudsfodring fik i gennemsnit kun 1,2 unger, mens par med fodring fik 3,2. Den tilbageværende bestand holdes i dag udelukkende i live ved aktiv fodring i yngletiden. På rødlisten er kirkeuglen kritisk truet (CR).

Sløruglen: den lyse med det hjerteformede ansigt

Slørugle (Tyto alba) – gårdenes lydløse musejæger

Sløruglen tilhører sin egen familie og skiller sig ud fra alle de andre. Med en længde på 33–39 cm og et vingefang på 80–95 cm er den mellemstor, slank, lys og langvinget, og den kendes bedst på det »meget karakteristiske, hjerteformede slør og de sorte øjne«. Oversiden er næsten ensfarvet gråligt tegnet, undersiden gulorange med dråbeformede pletter, og flugten er elegant og langhalset, ofte med hængende ben. Sløruglen tuder ikke som de andre: den advarer med et højt skrig, og hannens revirsang er »et langt, vildt og nærmest uhyggeligt skrig: ›schrrriih‹«. Netop derfor hviler artsbestemmelsen af slørugle helt på dens umiskendelige skrig – den kan ikke forveksles med de tudende arter.

I Danmark, der er artens nordgrænse, lever og yngler sløruglen kun ved menneskelig bebyggelse, især på gårde med husdyr, hvor der er let adgang til bygninger og gode fourageringssteder. Den har specialiseret sig i at fange spidsmus. Bestanden svinger voldsomt med vintrene, fordi arten ikke kan opbygge fedtreserver: sidst i 1980'erne var den nær forsvundet med kun ~25 par, blev reddet af en stor invasion i 1991 og voksede takket være en intensiv redekasseindsats til omkring 500 par i 2009 – hvorefter den hårde vinter 2009/10 slog omkring 9 ud af 10 ihjel og reducerede bestanden til ~50 par. Siden er den igen gået frem og estimeres nu til 200–230 par. Næsten alle danske par yngler i opsatte kasser i gårdbygninger, og andelen af bestanden i kasser er steget fra 8 % (1955–89) til 99 % (2010–19). Den er sårbar (VU) på rødlisten. En hyppig måde at finde arten på er ved at lede efter dens store, faste, næsten sorte gylp.

Sådan finder og artsbestemmer du ugler – med ørerne først

Sæt det hele sammen, og en konkret fremgangsmåde falder på plads.

Vælg det rigtige tidspunkt. Lyt i skumringen – timen efter solnedgang og timen før solopgang er bedst. For sangen er vinter og forår sæsonen: natuglen synger fra februar, stor hornugle er mest aktiv januar-marts, og skov- og mosehornugle marts-april. Vil du følge den nationale metode for natlige fugle, holder den sig inden for 20. maj til 10. juli, tidligst en time efter solnedgang, og kun i vindstille, tørt vejr.

Lær ropene. Det er kernen i at bestemme ugler, for du hører dem næsten altid, før du ser dem. Hold disse fra hinanden:

Led på de rigtige steder. Hver art har sit levested: natugle i løvskov, parker og større haver; skovhornugle i granplantager og læhegn nær åbent land; perleugle i tæt nåleskov; stor hornugle i grusgrave og større skove; slørugle og kirkeugle ved gårde i det åbne land; mosehornugle på strandenge og i ådale. Finder du gylp og hvidkalkede siddepladser under et træ, er du på rette spor.

Bekræft på efterladenskaberne. For en ikke-uglesagkyndig kan lyden alene være svær, så det er en god idé også at kigge efter uglens gylp, fjer og bytterester, som ofte kan findes, hvor uglen fouragerer; ved at sammenligne fjer og gylp med referencebilleder kan man opnå en sikker artsbestemmelse. Vil du sætte en kasse op, er det netop derfor vigtigt at vide, hvilken art du har med at gøre, for arterne har forskellige krav til redekasser.

Forstyr ikke reden. De truede arter er sårbare over for forstyrrelse: for perleugle og mosehornugle frarådes færdsel nær reden i yngletiden, og perleuglen kan direkte påvirkes negativt af forstyrrelse nær reden. Overvågning bør ske ved kassen frem for ved selve reden.

Lyd og vildtkamera: at fange en nattefugl

Fordi de fleste ugler er nataktive, er lyd den klart vigtigste metode til at påvise dem – både for dig og for forvaltningen. Det gælder helt konkret i Danmark, hvor stor hornugle overvåges ved lytning efter tudende hanner i skumringen, og hvor natpunkttællingen registrerer fugle på stemmen. Og princippet er universelt: passiv akustisk overvågning med automatiske lydoptagere er en hurtigt voksende metode »especially for rare, cryptic species that vocalize«, og i et studie oversteg sandsynligheden for at opdage en tilstedeværende ugle 0,95 efter tre ugers optagelse. Samme studie fandt, at »environmental noise, mainly from rain, wind, and streams, decreased detection probabilities« – hvilket er præcis grunden til, at den danske natoptælling kun må foregå i vindstille, tørt vejr. En lyttetur i skumringen i yngletiden er derfor det mest træfsikre, du kan gøre.

Et vildtkamera er et fint supplement, men sjældent hovedmetoden. Det er værd at forstå, hvorfor uglen overhovedet udløser kameraet. De fleste vildtkameraer bruger en PIR-sensor: en Fresnel-linse fokuserer infrarød stråling mod en pyroelektrisk sensor, der reagerer på hurtige ændringer i varme og bevægelse. Varmblodede dyr som pattedyr og fugle giver rigelig temperaturkontrast til at udløse kameraet – en PIR-sensor kan registrere et dyr, der er 2,7 °C varmere end omgivelserne. En ugle udløser altså sagtens sensoren; men de samme kameraer er kendt for »false negatives«, altså at et dyr er til stede uden at blive optaget, blandt andet ved hurtige bevægelser, så en lydløs ugle kan snildt passere forbi. Fordi uglen som regel er nataktiv, må du regne med sort-hvid-optagelser i infrarødt lys.

Kameraet kommer til sin ret ved en kendt sidde- eller redeplads – dér, hvor du har fundet gylp – eller ved en redekasse. Et studie viste, at almindelige vildtkameraer med infrarød bevægelsessensor kan overvåge redekasser i både dagslys og mørke og spare omkring 75 % af tiden i forhold til manuelle kassetjek. To ting er værd at tage med. For det første fylder det infrarøde blitzlys let for meget på kort afstand: i studiet blev billeder taget inde i en kasse overeksponerede, og linsen sad blot 25–30 cm fra reden. For det andet – og vigtigst – er etikken. Fjernkameraer er »typically less invasive than direct observation«, men »the presence of the camera can potentially affect an animal's behavior«. I redekassestudiet hængte man derfor først attrap-kameraer op, så fuglene kunne vænne sig til dem, og satte først det rigtige kamera ind sent i redebygningen, fordi runde, blanke elementer som en linse kan forstyrre en rugende fugl. Sæt derfor aldrig et kamera op ved en truet arts rede i yngletiden uden at kende reglerne, og lad reden være i fred.

Ofte stillede spørgsmål